Barsø er en lille ø, der ligger i Genner bugt nordøst for Aabenraa. Øen er 250 hektar og har 22 fastboende. Øens hovederhverv er landbrug. Barsøs terræn er kuperet og øen er kendetegnet ved sin fantastiske natur og stilhed. Et stisystem gør det let at komme rundt i naturen. Man kan også nyde en tur rundt om øen langs strandkanten, en tur på 7 km. På øens østside er der spændende skrænter for geologisk interesserede, samt lystfiskermuligheder.
Plantelivet omfatter sjældne arter som vilde påskeliljer, orkideer og strandtidsler. Vilde dyr som rådyr, harer og fasaner ses i rigt antal herovre, og sågar et vildsvin har fundet sin vej til Barsø. En sæl har også fundet ro og føde nok til at blive i en længere periode.
